Blog Single

14 mar

Centralbanker tager klimaudfordringen op

Vi kender dem alle for at afværge store finansielle kriser. Sidst oplevede vi det for lidt over 10 år siden, da finanskrisen i 2007-2009 begyndte at vise tænder. Ikke nok med, at centralbankerne her formåede at tøjre finanskrisen; det lykkedes dem også at skabe stabilitet i kølvandet herpå.

Nu proklamerer centralbankerne med Den Europæiske Centralbank (ECB) og dennes chef Christine Lagarde, at de er klar til at tage kampen op imod de klimaudfordringer, vi oplever verden over. For hvis ECB og de øvrige centralbanker er i stand til at afværge kriser i stor skala, så er det måske i virkeligheden her, at resten af verden skal kigge efter hjælp?

Hvad kan centralbankerne stille op mod klimakrisen?

Umiddelbart kan det måske være svært at se, hvordan en centralbank kan gøre en nævneværdig forskel i klimakrisen. Sagen er dog den, at ECB og de andre centralbanker sidder på en stor bunke penge – ja faktisk sidder de på selveste seddelpressen.

Læg så dertil, at Christine Lagarde så sent som i slutningen af januar iværksatte en gennemgang af ECB’s politik for at undersøge, om det vil kunne lade sig gøre at støtte EU’s Green Deal, der skal sikre et klimaneutralt Europa inden 2050.

Det er ligetil, at finansiering af grønne tiltag vil kunne give centralbankerne en vigtig rolle i kampen mod klimaudfordringerne. Spørgsmålet er bare…

Er det centralbankernes opgave?

Det spørgsmål er der stor uenighed om. Når centralbankerne melder sig på banen med økonomisk støtte til grønne tiltag, melder de sig nemlig ikke bare ind i klimakampen, men også ind i en politisk kamp. Et sted, hvor en politisk neutral organisation som en centralbank i virkeligheden ikke hører hjemme.

Det er dog for tidligt blot at sætte punktum her. Vi bliver også nødt til at se på centralbankernes overordnede opgave, som er at sikre økonomisk stabilitet verden over. Og netop her ligger nøglen til Christine Lagarde & Co’s indgang til klimakampen. For økonomisk stabilitet er alt andet lige også afhængig af en klimastabilitet. Man vil derfor også kunne argumentere for, at centralbankerne i virkeligheden blot passer deres job, når de financierer grønne tiltag.

Grønne tiltag skaber en stabilitet i samfundet – et samfund, som finansverdenen også er en del af.

Related Posts

Leave A Comment