Blog Single

02 apr

COP26 i Glasgow udskydes grundet COVID-19

I starten af denne uge kunne vi berette om, hvordan coronavirussen påvirker klimaet på godt og ondt. I går viste der sig så en ny klimakonsekvens af coronaudbruddet. Her valgte den britiske regering nemlig at udskyde COP26-klimatopmødet i Glasgow, der oprindeligt skulle løbe af stablen fra den 9. – 19. november i år. Det fremgår af den britiske regerings hjemmeside gov.uk.

Udskudt på ubestemt tid

Her kan man læse, at klimakonferencen indtil videre er udskudt på ubestemt tid, og at det sker grundet udbruddet af corona. Beslutningen er truffet af britiske og italienske repræsentanter fra COP.

Alok Sharma, der gennem sit virke som Secretary of State for Business, Energy and Industrial Strategy er udpeget som COP26-leder, udtaler følgende om udskydelsen:

”Verden oplever i øjeblikket en hidtil uset global udfordring, og lande fokuserer med rette på at rede liv og bekæmpe COVID-19. Dette er årsagen til, at vi har valgt at udskyde COP26”.

Han fortsætter:

”Vi fortsætter ufortrødent vores samarbejde med vores partnere om at levere de ambitioner, der er brug for, så vi kan tackle klimakrisen, og jeg ser frem til at aftale en ny dato for konferencen”.

Både Patricia Espinosa (FN-sekretær for klimaforandringer), Sergio Costa (Italiens miljøminister) og Carolina Schmidt (COP25-leder) bakker med deres udtalelser op omkring beslutningen om at udskyde klimakonferencen.

Det skulle COP26 have handlet om

COP26 er af flere blevet betegnet som det vigtigste COP-møde siden COP21 i Paris tilbage i 2015, hvor de 196 medlemslande af FN’s klimakonvention blev enige om den juridisk bindende klimaaftale ved navn Parisaftalen.

COP26 skulle således i høj grad fokusere på, hvordan klimamålene kunne løftes, så klimatiltagene kunne accelereres. Alok Sharma har tidligere udtalt, at fokus til COP26 ikke udelukkende ville ligge på nationernes regeringer, men også det globale erhvervsliv, finansverdenen og resten af verdens befolkning.

Politikere verden over er dog enige om, at det ikke vil give mening med et sådant møde den nuværende situation taget i betragtning.

Opbakning fra klimaministeren

Det gælder også vores egen klima-, energi- og forsyningsminister Dan Jørgensen. Han udtaler i en kommentar, at ”…det er åbenlyst, at klimakampen ikke kan udskydes, men samtidig står det klart, at det næppe ville være muligt at afholde COP26 på en meningsfuld og inkluderende måde i år. Det afgørende er, at vi får det bedst mulige resultat for klimaet. Både Storbritannien og Italien har vores fulde støtte i det videre arbejde”.

COP26 er altså indtil videre udskudt på ubestemt tid. Men så snart vi er på den anden side af coronaudbruddet, kan vi forvente, at verdens politikere igen trækker i arbejdstøjet. Det gælder planetens fremtid.

Related Posts

Leave A Comment